Artikler

Jeg havde engang en barnlig tro på, at AI ville blive min generations store gave. Et redskab, der kunne løfte os – som en slags digital personlig træner, bare uden sved og dommedagsmusik. Jeg gik rundt med armene i vejret og tænkte, at det her er genialt.

Men begejstring er en sjov størrelse. Den ligner kærlighed i starten og afhængighed til sidst. For nu står jeg her og mærker en mærkelig mæthed. Ikke modstand. Mæthed.

Som om jeg har spist mig igennem tre år med teknologisk fastfood og pludselig savner et måltid, nogen faktisk har stået og lavet.

Det slog mig for nylig, da jeg igen stod ved en scan selv-kasse. Jeg plejede at juble over dem. Effektivitet! Selvstændighed! Farvel til smalltalk og ”ha’ en god dag”.

Men jeg savner pludselig blikket fra et menneske bag disken. Måske fordi jeg selv har stået dér – i KIWI Minipris, i skriggrønne crocs og grønternet skjorte, hvor man hver dag blev mindet om, at et samfund ikke kun er bygget af varer og priser, men af de små bevægelser mellem mennesker.

Og det slog mig: Når vi skal effektivisere, er det ofte mennesker, vi taler om.

Læs resten af indlægget på Jyllands Posten: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE18803396/alle-der-arbejder-med-sprog-kan-blive-de-foerste-store-ofre-for-ai/