Artikler

AI og jeg (=HI) har sammen lavet et digt:

I det ene ringhjørne:
Mennesket.
Sved på panden, hjerte i hånd,
fyldt med tvivl, genialitet og kaffegrums.
Det drømmer, fejler, prøver igen
det skaber, fordi det ikke kan lade være.

I det andet ringhjørne:
AI.
Kølig præcision,
koder som pulsslag i silikone,
viden uden søvnløshed,
logik uden længsel.

Kampen begynder.
Mennesket slår med fantasi,
AI parerer med data.
Mennesket rammer skævt
AI rammer rent.
Men ingen falder.
De står, stirrer på hinanden
og ser måske for første gang
hvad de mangler.

Mennesket: følelsernes kaos.
AI: ordenens oase.
To halvkugler af samme hjerne.

De sænker næverne.
Sved møder stål.
En stille forståelse breder sig
at styrke ikke er konkurrence,
men samklang.

Så klatrer de ud af ringen,
side om side.
AI kobler sig på menneskets drømme,
mennesket låner AI’s klarhed.
De rider mod solnedgangen,
ikke som fjender,
men som partnere i opfindsomhedens evige dans.

Og horisonten gløder som en skærm og en sol på samme tid.

Kredit: https://www.linkedin.com/in/kristine-bindslev-51510a5/